
Fra smedje til stålspærsproducent
Spiren til Grædstrup Stål blev lagt i starten af 70’erne, da Gustav Skovsbo forpagtede den gamle smedje i Grædstrup og få år senere byggede de første 2.000 kvadratmeter produktionslokaler på Hamborgvej, hvor der blandt andet blev produceret mindre stålkonstruktioner.
I 1985 solgte han virksomheden til Kjeld og Anna Knudsen, der indtil da havde været forhandler af nogle byggesæt fra Grædstrup i deres tømmerhandel.
Siden er Grædstrup Stål udvidet af flere omgange til de 14.000 kvadratmeter produktionsområde, virksomheden rummer i dag, hvor produktionen udelukkende består af stålspær.
I 2000 tog Grædstrup Stål det store pulverlakeringsanlæg i brug, der muligvis er et af de eneste anlæg i verden, der kan håndtere så store stålemner fuldautomatisk. Udgangspunktet var dels et ønske om at fjerne alle opløsningsmidler fra produktionen for at forbedre både miljø og arbejdsmiljø, dels at finde en bedre og mere rationel lakeringsmetode end den traditionelle vådmaling.
I dag er det meste af produktionen fuldautomatisk og produktionen er tilrettelagt som en lang og effektiv linie, hvor elementerne bevæger sig gennem arbejdsprocesserne i et konstant flow.


